Når man diskuterer livsstil og velvære, kan det være nemt at falde i en fælde, hvor man udelukkende fokuserer på at spise så sundt som muligt, dvs. groft, grønt og velafbalanceret, og på at motionere regelmæssigt. Dette er også en god rettesnor, men i det større billede er det vigtig også at kigge på, hvad der bringer dig livskvalitet og glæde. Er det at nyde et glas rødvin i ny og næ eller måske at spise et stykke kage eller en is, når lysten melder sig? Det afgør du selvfølgelig selv. Den vigtigste pointe er dog, at der også skal være plads til den form for nydelse i din dagligdag uden at du føler, du skejer ud eller snyder.
Mad, der krammer dig
I USA taler man om comfort food, hvilket er betegnelsen for den type mad, der har en form for sentimental værdi eller giver en nostalgisk følelse. Maden er enten meget kulhydrat- og/eller fedtholdig og så er den nem at lave. Der findes endnu ikke et passende ord i den danske ordbog for netop den type mad, så i mangel på bedre, vil jeg kalde det krammemad. Jep, krammemad. Vi skal være bedre til at spise mad, der krammer os, når vi har behov for det. Bevares, måske føler du dig krammet af kogt broccoli, men jeg forbeholder mig retten til at tvivle på, at det er sandt.
Simple risretter, der varmer
I Danmark findes der meget få mennesker, der ikke har en eller anden form for relation til risengrød. Måske spiser I risengrød den første søndag i advent eller dagen før juleaften og har gjort det, siden du var lille. Risengrød vækker barndomsminder hos mig. Vi fik den altid serveret med kanelsukker, smørklat og et glas rødt saftevand, og når jeg som voksen har brug for at blive mindet om mere ukomplicerede tider, så spiser og drikker jeg præcis den kombination.
Jeg har ikke samme nostalgiske forhold til risotto, som derimod er en ret, jeg har lavet rigtig mange gange som voksen. Den er simpel, kræver få ingredienser og smager himmelsk. Du kan variere risotto i det uendelige: med ærter om sommeren, svampe om efteråret, jordskokker om vinteren og spinat om foråret. Hvis du vælger de grøntsager, der er i sæson, får du den største smagsoplevelse. Måske har du varme følelser forbundet med risotto, som gør, at det netop er den ret, du skal kaste dig over, når du har brug for krammemad.