Der findes mange gode råd til folk, der træner, i forhold til hvordan du skal spise. Derfor kan det også være svært at vide, hvilke råd du skal følge, hvis du skal spise optimalt i forhold til din træning. Derfor har vi her samlet gode råd om den rette kost til folk, der træner, så det bliver nemmere for dig at vide, hvilken kost du skal gå efter.
Gør klart for dig selv, hvorfor du træner
Der er ikke én rigtig kostvejledning til alle folk, der træner meget. For den kost, der passer til dig, afhænger helt og holdent af, hvilket formål du har, når du træner. Derfor skal du gøre det klart for dig selv, hvorfor du træner, før du kan finde ud af, hvilken kost du skal spise.
Træner du for eksempel for at få mere muskelmasse, så løfter du typisk tungt, når du træner. For at bygge mere muskelmasse, er du nødt til at spise mere, end du forbrænder, og du skal spise en god fordeling af både kulhydrater, protein og fedt. Hvor meget, du skal spise, bestemmes ud fra din alder, din vægt og dit aktivitetsniveau, så du skal kigge på, hvor meget en mand/kvinde på din alder typisk forbrænder om dagen, og du skal derudfra spise mere end det antal kalorier, du bruger i løbet af en dag.
Hvis dit mål med træning er at tabe dig, skal du spise mindre, end du forbrænder. Igen gælder det, at du skal spise varieret i forhold til kulhydrater, protein og fedt, men det er en god idé at spise godt med protein, da det er med til at give mæthedsfølelse i længere tid, og du kan med fordel også skære mere fedt fra.
Spis den rette mængde protein
Det kan være svært at finde ud af, hvad makrofordelingen i din kost skal være, altså hvor meget kulhydrat, fedt og protein, du skal spise. Ifølge magasinet Aktiv Træning, skal du spise 1,2-1,7 g protein pr. kilo kropsvægt, hvis du altså træner 2-3 gange om ugen. Spiser du nok protein, kan du bedre opbygge muskler, og både hvis du vil have store muskler eller tabe nogle centimeter, kan det være smart at spise nok protein. Muskler fylder nemlig mindre end fedt, så på den måde kan du også opnå gode resultater ved at styrke dine muskler med protein.
Det er vigtigt at spise varieret
Uanset hvilket mål du har, med al den træning du laver, så er det vigtigt, at du spiser varieret. Der skal altså både grøntsager, kød og kornprodukter til, hvad enten du vil tage på i muskelmasse eller tabe fedt. En varieret kost giver dig et bredt udvalg af vitaminer og mineraler, som din krop har brug for til at fungere optimalt, og på den måde får du også mest ud af din træning. Du kan med fordel spise ud fra Madpyramiden, hvor du spiser mest fra bunden, mindre fra midten og mindst fra toppen.